Ordet beføjelse henviser til den juridiske eller offentlige tilladelse eller rettighed, der gives til en person, myndighed eller organisation til at udføre eller handle på en bestemt måde. Det indebærer normalt en myndighed eller magt til at træffe beslutninger eller handle inden for et bestemt område eller inden for visse grænser. Beføjelser kan være givet af en overordnet myndighed, lov eller kontrakt.
Ordet beføjelse stammer fra det danske sprog og har sin oprindelse i det gamle norske udtryk biugsli. Dette udtryk består af to dele: biug, der betyder at bøje eller at forme, og sli, der refererer til kraft eller magt. Derfor kan vi sige, at en etymologisk definition af ordet beføjelse er kraften eller magten til at bøje eller forme noget. Det beskriver altså evnen eller retten til at have kontrol eller indflydelse over en given situation, handling eller beslutning.I moderne sprogbrug refererer beføjelse ofte til den myndighed eller autoritet, som en person har, til at træffe beslutninger eller handle i en given sammenhæng. Det kan være i form af formel magt, som for eksempel i en juridisk, administrativ eller politisk sammenhæng, eller det kan være mere uformel magt, som en person har i en social eller professionel situation.Således er beføjelse et ord, der oprindeligt beskriver magten til at forme eller bøje noget, men som i dag primært bruges til at beskrive den autoritet, en person har til at træffe beslutninger eller handle på en bestemt måde.
Andre populære ord: Proselyt • Inddrage • Revanche • Kvantificere • Lurer • Polemisk • Snylter • Agio • Blockbuster • Input • Århusianske • Reklame • Reetablere • Æstetisk • Dogmatik • Veninde • Vender • Bonjour • Blankocheck • Passende • Solution • Pt • Genfinde • Samlingspunkt • Bedt • Betuttet • Perceptuel • Steppeområde • Omhandler • Aflejring • Rydde • Redde • Vemod • Fotokopi • Ubrugeligt • Naturalieøkonomi • Verbal • Flekse • Komplekst • Nydt • Invitere • Ærkebiskop • Skride • Oxymoron • Dental • Jesuit • Snøvl • Residens • Strømmen
